Quo Vadis undersøgelsen - 1

"Hvordan arbejder virksomheder i byggebranchen med forretningsudvikling?"

I sommeren 2009 iværksatte Quo Vadis undersøgelsen "Hvordan arbejder virksomheder i byggebranchen med forretningsudvikling?" i samarbejde med HIH/Århus Universitet og DTU Management.

Formålet med undersøgelsen var at undersøge:

  • Hvordan arbejder virksomheder i byggebranchen med forretningsudvikling?
  • Hvad er der fokus på i forretningsudviklingen? fx produktudvikling, salg/marketing og produktion/effektivitet?
  • Er branchen proaktiv eller reaktiv?
  • Hvad er vanskeligt for virksomhederne i arbejdet med forretningsudvikling?

Undersøgelsen blev foretaget blandt 19 mindre og mellemstore virksomheder:

  • 12 udførende (entreprenør-, håndværks- og installationsvirksomheder)
  • 4 arkitektfirmaer
  • 3 ingeniørfirmaer

Undersøgelsen er baseret på grundige interviews med virksomhedernes ledere, typisk ejeren eller den adm. direktør.

Undersøgelsen er udført af:

  • Jesper Salling Nielsen, bygningsingeniør, MBA og indehaver af Quo Vadis Forretningsudvikling
  • Christian Koch, professor i teknologibaseret forretningsudvikling ved HIH/Århus Universitet
  • Christian Thuesen, civ. ing. og PhD – DTU Management

Undersøgelsen blev præsenteret på DTU i Kgs. Lyngby d. 4. marts 2010

Rapportens konklusion

Undersøgelsen viser, at der er et stort uudnyttet potentiale i at arbejde struktureret med forretningsudvikling og derved øge konkurrenceevne og indtjening.

Udgangspunktet for al strategi- og forretningsudvikling er troen på, at det er vigtigt for virksomheder at være proaktive og forudseende for derved rettidigt at kunne udnytte de muligheder og imødegå de trusler, der kommer fra den verden, virksomheden er en del af. Alternativet er at forholde sig passiv, reaktiv og afventende.

Undersøgelsen viser, at lederne og dermed virksomhederne er fokuserede på projekterne og den daglige drift og derfor kun har begrænset fokus på forretningsudvikling og det langsigtede.

Det betyder, at der er et betydeligt potentiale for virksomhederne i at blive mere proaktive i deres forretningsudvikling. Hvis de gør det, kan de blive mere effektive, mere innovative og mere målrettede i salgsarbejdet. Det vil alt andet lige resultere i sundere virksomheder med en stærkere konkurrenceevne. Det indebærer ikke blot at konkurrere på pris, men lige så meget på den værdi, der skabes for kunden. Det vil danne basis for en bedre indtjening og mere stabile virksomheder.

Undersøgelsen viser, at virksomhederne finder der svært at arbejde med forretningsudvikling. De mangler værktøjer og struktur til at arbejde systematisk med forretningsudvikling.

Undersøgelse viser også, at virksomhedernes ledere og medarbejdere kun i begrænset omfang besidder viden om forretningsudvikling, da deres uddannelsesmæssige baggrund er teknisk og ikke merkantil. Mange virksomheder vil derfor have glæde af at tilknytte kompetencer inden for forretningsudvikling. Det kan være i bestyrelsen, via uddannelse, ansættelse eller via konsulentbistand. Det vigtigste er, at virksomheden tilføres viden om strategi- og forretningsudvikling, der bidrager til at fastholde en struktureret forretningsudvikling i virksomheden.

Quo Vadis har på baggrund af undersøgelsens konklusioner udviklet værktøjet Drejebog for forretningsudvikling, som er et enkelt værktøj, der skaber struktur i virksomhedens forretningsudviklingsproces, og indeholder de nødvendige værktøjer til at skabe overblik over virksomhedens situation og potentiale.