Har din virksomhed en forretningsmodel?

Af JESPER SALLING Quo Vadis Forretningsudvikling ApS

Fra LinkedIn November 2015

Hvad er dit svar på det spørgsmål?

Mit svar er, at alle virksomheder har en forretningsmodel, men det er ikke alle virksomheder, der er bevidste om, hvad deres forretningsmodel er.

Det er risikabelt ikke at være bevidst om, hvad virksomhedens forretningsmodel er!

En forretningsmodel i sin enkleste form fortæller:

  1. Hvad er virksomhedens produkter og ydelser? Hvordan skaber disse værdi for kunderne og hvordan adskiller disse sig fra konkurrenternes?
  2. Hvordan producerer virksomheden produkter og ydelser, så de er kvalitets- og omkostningsmæssigt konkurrencedygtige i forhold til konkurrenterne?
  3. Hvordan sælger virksomheden produkter og ydelser, og hvordan kommer virksomheden i kontakt med de rigtige kunder?

Verden forandrer sig konstant, og det kommer aldrig til at gå langsommere end nu. Når en virksomhed oplever fordringer i omverdenen, for eksempel hos kunder, i teknologien, lovgivningen, etc., er det forretningsmodellen der skal justeres, så virksomheden kan forblive en konkurrencedygtig og attraktiv leverandør. Hvis man ikke er meget bevidst om hvad virksomhedens forretningsmodel er, bliver det sværere at tilpasse den til forandringerne.

Vi kalder det Udviklingstrekanten – en forretningsmodel, fordi forretningsmodellen løbende skal justeres og udvikles i takt med forandringerne.

Forskning af blandt andre M. Treacy og F. Wiersema publiceret i Havard Business Review viser, at succesfulde virksomheder er lige så dygtige som deres konkurrenter på alle tre områder i Udviklingstrekanten, men dygtigere på ét af områderne. Det er underordnet hvilket et. Det er det, som gør dem konkurrencedygtige og, som er fundamentet for deres succes.

Du får nu spørgsmålet igen – hvad er din forretningsmodel, og hvordan adskiller din virksomhed sig positivt fra konkurrenterne?

God fornøjelse med overvejelserne.

Del med dit netværk, hvis det gav værdi og inspiration for dig.